18-02-2023
I torsdags bragte Ekstra Bladet en forsidehistorie om, at nye boligkøbere kan ende med at skulle betale tidligere ejers ejendomsskat efter modtagelsen af de nye ejendomsvurderinger. Bestyrelsesmedlem i Danske Boligadvokater, advokat Alexander May-Worre, udtalte sig til Ekstra Bladets historie, gav en række gode råd til kommende boligkøbere.
Gode råd til boligkøbere
Der er sket en ændring i boligmarkedet, hvorfor det ikke længere er sælgers marked, men købers marked, hvilket kan give købere en fordel.
Advokat Alexander May-Worre i forbindelse med Ekstra Bladets artikel givet 5 gode råd, hvis du står og skal til at købe bolig i 2023:
Find den rette rådgiver
”Sagen om efteropkrævninger af grundskyld er et godt eksempel på, at det er vigtigt at vælge en køberrådgiver, der er dygtig og vidende om lovgivning og alle aspekter af en ejendomshandel. Det er en kompleks og omfattende opgave at rådgive om køb af fast ejendom, og desværre er ikke alle lige dygtige."
"Kan du finde en køberrådgiver, der også kan hjælpe med andre ting, er du endnu bedre stillet. Det kan være en der kan hjælpe med at lave en samlever-overenskomst og et testamente, hvis I køber en bolig sammen uden at være gift. Eller en rådgiver med byggeteknisk erfaring, der også kan hjælpe ud over juraen.”
Tag en byggesagkyndig med
”Et godt råd er også at tage en fagmand eller en håndværker med ud og besigtige huset med tilstandsrapporten i hånden, før I skriver under. – Viser det sig efter køb, at der er fejl, som ikke er nævnt i tilstandsrapporten, er sælgeren uden ansvar. Det kan så blive købers problem, og så skal man til at slås med forsikringsselskabet eller med den byggesagkyndige bag tilstandsrapporten, og det kan være både opslidende og dyrt.”
Giv dig selv gode vilkår
”Efter mange år med sælgers marked er det lige nu købers boligmarked. Det betyder, at det er blevet lettere for købere at forhandle gode vilkår ind i aftalen, før man skriver under. ”Man kan som køber godt stille krav, og det bør man gøre. Det kunne være at få undersøgt, om en olietank fra et tidligere fyr er fjernet korrekt og ikke har forurenet jorden omkring, før man underskriver en købsaftale. Man kan også forsøge at få afslag i prisen.”
Spar ikke på ejerskifteforsikringen
"Det er et dumt sted at spare. Vores råd er, at medmindre man køber et hus til nedrivning, bør man altid tegne en ejerskifteforsikring. Du kan typisk vælge mellem en basis eller en udvidet forsikring, så det er vigtigt, at man har en klar vurdering af, hvad det er for et hus, man køber. – Lidt forenklet kan man sige, at man bør overveje at tegne den udvidede ejerskifteforsikring, særlig hvis huset f.eks. er løbende renoveret, da denne forsikring dækker fejlkonstruktioner, som ikke har udmøntet sig i en skade. Det samme gør sig gældende, hvis der er en olietank, fordi forsikringen dækker omkostningerne til oprensning af forurening.”
Tjek energimærket
”Vores oplevelse er, at energimærket førhen ikke har indgået med særlig vægt i købsovervejelserne.
Men i denne tid med de høje energipriser er det noget, vi råder boligkøbere til at være meget opmærksomme på.
Det kan være en kæmpe omkostning, hvis huset ikke er godt isoleret eller opvarmet – eller hvis man f.eks. ønsker at udskifte naturgasfyret til en varmepumpe. ”
Bremer Advokater udtaler
Som medlemmer af den landsdækkende forening Danske Boligadvokater, har Bremer Advokater en stor viden indenfor fast ejendom og vil altid anbefale, at man som køber vælger en køber rådgiver, som har den nødvendige viden og erfaring med ejendomshandler.
Som Alexander May-Worre udtaler, er det ikke alle der er lige dygtige, og man kan derfor rette henvendelse til Danske Boligadvokater og få hjælp til at finde en kompetent rådgiver.
Hos Bremer Advokater har vi også stor erfaring med bolighandler, hvorfor man også er velkommen til at kontakte os.
Hvis du er interesseret i at læse hele Ekstra Bladets artkel, kan du læse den her:
Boligskatter - EB - 16-02-23
Dato: 17. februar 2023
Forfatter: Anna Lundvig & Alexander May-Worre