13-12-2023
BREMER NEWS: BREMER VINDER RETSSAG – FRIFUNDET I SAG OM KLONET BILLæs videre "BREMER NEWS: BREMER VINDER RETSSAG – FRIFUNDET I SAG OM KLONET BIL"
16-06-2022
Retten i Odense har i dag afsagt dom i en sag, som Bremer Advokater har ført på vegne af vores klient, et større bilfinansieringsselskab, mod en leasingtager.
Sagen angik spørgsmålet om, hvorvidt leasingtager skulle betale et udstedt slutfaktura, efter leasinggiver (vores klient) havde afhændet den pågældende bil og opgjort restkravet på leasingaftalen.
I forbindelse med leasingaftalens ophør havde leasingtager tilbageleveret den i sagen omhandlede bil til vores klient, men havde ikke i forbindelse med tilbageleveringen anvist en køber i overensstemmelse med leasingaftalens bestemmelser herom.
Da bilen ved tilbageleveringen var behæftet med skader, tog vores klient kontakt til leasingtagers forsikringsselskab for at få forsikringsselskabet til at forestå udbedringen af skaderne. Forsikringsselskabet takserede bilen, men tog dog forbehold for erstatningspligten. Trods gentagne rykkere fra vores klient, ophævede forsikringsselskabet først deres forbehold 7 måneder senere, hvorfor vores klient først på dette tidspunkt havde mulighed for at få bilen repareret og efterfølgende solgt.
Under henvisning til det lange sagsforløb, og da bilen imidlertid ikke blev solgt til den i leasingaftalen anførte anvisningspris, gjorde leasingtager gældende, at vores klient ikke havde iagttaget sin tabsbegrænsningspligt og ikke havde solgt bilen på markedsmæssige vilkår. Ligeledes blev det af leasingtager gjort gældende, at denne havde indgået leasingaftalen som forbruger og ikke som erhvervsdrivende, hvorfor rentekravet var i strid med rentelovens § 7, stk. 1.
På vegne af vores klient gjorde vi modsat gældende, at leasingtager havde indgået aftalen som erhvervsdrivende, idet leasingaftalen var underskrevet på vegne af leasingtagers virksomhed, og idet bilen hovedsageligt var benyttet af virksomheden. Da leasingtager havde misligholdt leasingaftalens betingelser ved ikke at anvise en køber ved aftaleudløb, var vores klient berettiget til at foretage dækningssalg af bilen og rette et erstatningskrav mod leasingtager for deres tab herved.
En eventuel lang sagsbehandlingstid ved leasingtagers eget forsikringsselskab kunne ikke lægges vores klient til last. I øvrigt gjorde vi gældende, at leasingtager ikke havde løftet bevisbyrden for, at bilen ikke var solgt på markedsmæssige vilkår.
Retten i Odense gav som anført vores klient fuld medhold i sagen og lagde i den forbindelse navnlig vægt på:
- at vores klients dækningssalg både tidsmæssigt og salgsmæssigt var foretaget forsvarligt,
- at leasingtager havde misligholdt leasingaftalen, og at det fandtes bevist, at bilen var tilbageleveret med skader,
- at vores klient var berettiget til at foretage dækningssalg, og at dækningssalget var forsvarligt, selvom prisen afveg fra den estimerede anvisningspris,
- at det faktum, at forsikringsselskabet havde en lang sagsbehandlingstid, ikke kunne ændre på ovenstående,
- at vores klient således kunne rette krav mod leasingtager for deres tab, og
- at det fandtes bevist, at leasingaftalen var indgået med leasingtagers virksomhed, hvorfor rentekravet var berettiget.
Vi er naturligvis meget glade på vores klients vegne for udfaldet af retssagen og ønsker denne stort tillykke.
Sagen blev ført af vores advokatfuldmægtig Kristina Karstensen.
Dato: 16.06.2022
Forfatter: Kristina Karstensen